Hvordan taler du med én, du tænker er blevet afhængig?
At tage hul på en samtale om afhængighed kan være både udfordrende og sårbart, men det kan bringe nyt håb ind i et forhold og være startskuddet til nye forandringer. Måske synes du, det har stået på i længere tid, og der er måske opbygget mistillid og dårlig stemning imellem jer. Derfor kan det være en god ide at forberede sig på en sådan samtale, så følelserne ikke løber af med dig og du ender med at blive frustreret og skælde ud.
Derfor har jeg lavet en guide til dig om hvordan du kan bryder tavsheden og starte en konstruktiv samtale om afhængighed.
- Forbered dig. Øv dig på hvad du vil sige. Skriv evt. ned hvad du gerne vil sige under
samtalen eller skriv et brev du kan læse op.
- Inviter din ven eller partner til en samtale. F.eks. “Jeg har det lidt svært med noget, og jeg ville gerne tale med dig om det. Jeg ved, det måske kan blive udfordrende, men jeg føler, at det er vigtigt for vores forhold. Kan du være med på det?” Vælg det rette tidspunkt og sted: Find et roligt sted, hvor I ikke bliver forstyrret og hvor I har god tid. Undgå at tage samtalen, når I er trætte eller stressede.
- Bliv på egen banehalvdel. Fortæl hvad du oplever og hvordan det påvirker dig og jeres relation, uden at bebrejde eller anklage og dømme. Tag udgangspunkt i, hvordan afhængigheden eller adfærden påvirker dig og hvordan du ser den påvirker jeres forhold. f.eks. Jeg oplever at…..Det bekymrer mig at …….. Brug konkrete eksempler.
- Ønsker for fremtiden. Fortæl hvad du savner og hvad du ønsker, der kunne blive. Jeg savner at vi….og ville ønske at vi kunne…. Jeg håber at vi …..Og igen, konkrete eksempler.
- Hvis det bliver for svært. Hvis du eller din partner bliver for berørt, vred eller ikke kan tale mere om det, er det ok. Prøv igen senere når der er faldet ro på igen.
- Sæt dine grænser. Gør dig klart hvor dine grænser går og hold fast i dem. Overvej f.eks. hvad der skal ske efter samtalen og hvad du ikke vil være med til længere. Føler du det er svært at mærke og sætte dine egne grænser, kan en god ven eller terapeut være en god ide.
- Vær parat til at lytte. Også selvom det kan være svært og du har meget på hjerte, som du måske har gået i lang tid med og gerne vil af med. Anerkend din partners følelser og oplevelser.
- Vejen frem. Spørg om din partner har ideer til løsninger. Spørg evt. om du må komme med forslag til en evt. løsning. Hav gerne flere muligheder parat hjemmesider/ folder eller andet, så din partner/ ven selv kan vælge. Det er vigtigt, at din partner selv tager beslutningen og tager ansvar for at gøre en forandring.
- Lav konkrete aftaler. Efter samtalen, kan det være godt at opsummere de vigtigste punkter og aftaler. Følg gerne op. Spørg din partner om, hvordan han/hun har det nogle dage efter samtalen.
Vis tillid og opbakning til din partner, når han/ hun starter i et forløb. Ting tager tid, og det kan
især i starten være en sårbar proces at være i. Vær tålmodig og støttende, selvom der er
tilbagefald.
Yderligere tips:
- Vær forberedt på modstand: Det er normalt, at din partner bliver defensiv eller benægtende. Hold fast i dine egne oplevelser af hvordan afhængigheden påvirker jeres relation, familie etc. Husk samtidig at være tydelig og holde fast i dine grænser.
- Ultimatum: At stille et ultimatum kan være en vanskelig beslutning, og det er vigtigt at veje fordele og ulemper nøje. Det kan føre til, at din partner føler sig presset, men det kan også være det nødvendige skub for at få vedkommende til at søge hjælp. Hvis du stiller et ultimatum, så vær parat til at følge op på det og overvej hvilke konsekvenser et nej til behandling vil medføre.
- Tag vare på dig selv: Husk at være i tæt relation med en, der er ramt af en afhængighed, kan have store konsekvenser på den mentale trivsel. Det er vigtigt at huske på at tage vare på dig selv under denne proces og undgå medafhængighed hvor det pludselig er dig der har taget ansvaret for personen og afhængigheden.Tal med en ven, familiemedlem eller terapeut om, hvordan du har det. At dele dine følelser og sætte ord på, hvad du oplever, kan være en stor hjælp.
- Søge professionel hjælp: Hvis I har svært ved at finde en løsning alene, kan det være en god idé at søge hjælp hos en terapeut. Læs mere om parterapi her.
Kontakt
📞 Peter Abrahamsen
🔗 Terapi i Odense



0 kommentarer